Når Monsanto, Syngenta eller et af de andre frøfirmaer ansøger EU om at få godkendt en genmanipuleret plante til landbruget, bygger de deres informationer om genernes virkning på forældet viden. Manipulering med gener i planter og andre levende organismer virker ikke kun som man regner med, men også helt uberegneligt. Det ved man egentlig godt, men man lader bare som om virkningen kan beregnes og beskrives. Derfor bliver flere af planterne godkendt.

GMO-manipulering af planter bygger på en gen-teori, der blev overhalet af ny viden for næsten 40 år siden.
Indtil 1960´erne mente genforskere, at et bestemt gen i en organisme danner et bestemt slags protein. Når man indsætter et nyt gen, der f.eks. giver større kuldetolerance, så kan planten tåle mere kulde. Ud over det ændres planten ikke væsentligt, hævder man. Denne opfattelse af ét gen = én virkning kaldes for ’det centrale dogme’. I dag er det især den kommercielle genforskning, der bruger dette gamle dogme, som er meget bekvemt, når man vil fremstille gmo-planter.

Andre genforskere ved, at man ikke kan sætte et nyt gen ind i en organisme uden at ændre på hele organismens netværk af funktioner. Man ved også, at gener kan ændre sig efter påvirkninger bl.a. fra det miljø, organismen lever i. Generne kan desuden udveksles med andre beslægtede og ikke-beslægtede arter af organismen. Og i modsætning til ’det centrale dogme’ er man klar over, at ét gen ikke bare danner ét protein, men flere.

Kort sagt: det er ikke til at forudse hvad der sker, når man genmanipulerer.
I det konventionelle landbrug tror man stadig på gyldigheden af ’det centrale dogme’, mens man i det økologiske og biodynamiske er klar over, at det er en forældet og farlig overtro. Derfor siger vi nej til gmo og går andre og mere sikre veje.

Læs mere om gensplejsning på www.gmonejtak.dk www.biotik.dk den engelske www.i-sis.org.uk og www.biodynamisk.dk
 
Klaus LP januar 2005