– Mette Sørensen
Det var en utrolig stor glæde for mig, da min mand og jeg flyttede til Vejle for 17 år siden, at der var et biodynamisk gartneri på torvet med sit store udvalg af især egne grønsager. Jeg synes det er rigtig dejligt, at mange af de grønsager, jeg spiser, bliver dyrket i nærheden af hvor jeg bor - så spares der jo en del transport. Torvet er ikke længere væk end at jeg kan cykle derhen, det er jo også rigtig godt for både motionen og CO2 kvoten!
Vi dyrker lidt køkkenhave selv, men kommer ofte for sent i gang eller får ikke luget godt nok, så det er ikke meget, vi får ud af den. Så tænker vi på at det jo også kan være lige meget, når vi har det store udvalg af lokale grønsager, som jo stort set er lige så friske, som når vi høster selv.
I alle 17 år har Rødmose forsynet os med alle de grønsager og frugter, vi har haft brug for, og heldigvis har en del af dem været biodynamiske, men ellers har de jo været økologiske. Jeg er glad for at Endrik dyrker så meget af det selv, men det er også dejligt, at han får suppleret fra andre danske biodynamiske eller økologiske avlere, ligesom jeg også kan få sydlandske frugter af samme kvalitet, når jeg ønsker det.
Gartneriet ligger jo også så tæt på byen, at det er hurtigt at komme derud, når der er nogle arrangementer. Det er dejligt at jeg kan følge med i årets gang derude, når der sker forskellige ting på gartneriet. Jeg synes det er en stor fornøjelse at komme ind i drivhusene, hvor der altid er fuld gang i såning, plantning og vækst. Der er en utrolig frodighed og mangfoldighed, og jeg nyder at der også er mange blomster ude og inde. Det er jo en af de fantastiske ting ved den biodynamiske dyrkning, at man prioriterer mange forskellige vækster for derved at få mange forskellige impulser både til planterne og til mennesker.
Jeg er også glad for at der nu igen er mulighed for at handle ved gartneriet, hvis det ikke lige passer med de to torvedage, Endrik har. Tidligere var der en lille gårdbutik, som dog krævede, at Endrik var i nærheden, men nu er der jo den flotte vejbod, som har åbent, lige når det passer mig!