Mange køber krydderurter i potte, og nyder den dejlige duft og det flotte blomsterflor. Men mange har også svært ved at få krydderurterne brugt. Det er lidt ærgerligt, for krydderurter giver en fantastisk smag i mange retter, og så er de utrolig sunde.
De fleste krydderurter er store og flotte i juli/august, og en del af dem står i fuldt flor. Det er en fornøjelse at se og høre insekterne sværme om blomsterne, som jo er fulde af nektar.
Krydderurterne smager af mest lidt før og i starten af blomstringen. Men du kan sagtens bruge dem både tidligere på sommeren og efter blomstringen, da er smagen bare lidt svagere.
Krydderurternes blomster er et sandt bombardement af smagsoplevelser. Blomsterne har også krydderurtens smag, men den er tilsat sødme fra nektaren. Det gør blomsterne til en yderst delikat spise. Merian og oregano er aromatisk og let parfumeret, anisisop/indianermynte smager af anis tilsat lidt frisk mynte - smag dig frem, og find din favorit.
Det kan være svært at smage direkte på krydderurter. Men en god måde, at lære smagen at kende, er at finthakke en friskklippet krydderurt/blomst og spise den på et stykke brød med agurk og majonaise eller smør. Denne blanding fremhæver krydderurtens smag, uden at smage af for meget selv.
På brød
Har du først vænnet dig til at spise friske krydderurter på dine mellemmadder, kan du bruge dem i store mængder på alt! Og husk endelig at få blomsterne med.
I salatskålen
Klip blomsterklaserne af krydderurterne og bland dem i salaten eller råkosten, og få dermed tilført en helt ny smag. Du kan naturligvis også bruge bladene fra krydderurterne hakket i salaten.
Som bouillon
Hele sommeren kan du erstatte bouillon med et stort bundt blandede krydderurter, der finthakkes og tilsættes maden. Ønsker du at fremhæve smagen fra en enkelt krydderurt, tilsætter du mere af den, gerne mod slutningen af tilberedningen.