– en ukendt succeshistorie

Indisk landbrug er andet end tragiske beretninger om 1000-vis af bønder, der har begået selvmord, mange ved at drikke sprøjtegifte, fordi deres gæld er blevet umulig for dem at betale. Høje priser på hybrid- og GMO-frø, kunstgødning og sprøjtegifte kombineret med mindre høstudbytter og lavere høstpriser end forventet ruinerer dem.

Indisk landbrug er også historien om en ”ægte* grøn revolution” af omlægning til biodynamisk og økologisk dyrkning. Bønder, konsulenter, foreninger, universiteter og forbrugere arbejder i stigende antal sammen om at vende den onde cirkel i det kemisk baserede landbrug til en sund cirkel af kompost, biodynamiske præparater, godt sædskifte, regionale korn- og grønsagssorter, renere jord (der bedre kan opsuge og holde på regnvandet) og bedre økonomi.

Den biodynamiske metode praktiseres nu af mange tusinde bønder i Indien, og det skyldes især en engageret rådgivningsindsats af Peter Proctor fra New Zealand. Han har i mere end 30 år arbejdet i landet, hvor han er bosat med sin kone. Resultatet er bl.a., at den indiske biodynamiske forening nu har eget uddannelsescenter, over 20 konsulenter, der dækker hele landet, og et nært samarbejde med universiteter om undervisning og dyrkningsprojekter. Flere større plantager med frugt, grønsager, krydderier og te leverer også til det internationale biodynamiske marked, og der produceres tekstiler af økologisk og biodynamisk dyrket GMO-fri bomuld – der ofte giver mere i udbytte og altid mere i pris end GMO-bomuld.

I Indiens nordligste delstaten Uttarakhand i Himalaya har en af hans elever, Benita Shan, inspireret bønder i hundrede af bjerglandsbyer til at lave kompost og præparater. Hendes politiske arbejde har resulteret i, at delstaten nu har en officiel politik om, at hele dens landbrug skal dyrkes økologisk.
Udviklingen i Indien er en inspiration for organisationer og bønder i den 3. verden, hvor man ofte lider under følgerne af Den Grønne Revolution og søger efter bæredygtige alternativer. 

Peter Proctor og hans arbejde er portrætteret i en informativ og inspirerende DVD-film med titlen ”One man, one cow, on planet”. I den ser man resultater af den kemibaserede dyrkning, arbejdet med kompostfremstilling og præparatanvendelse, bønders og forskeres erfaringer, ændringer i jordens frugtbarhed og udvikling af lokal afsætning. Filmen er på engelsk, varer 100 min og kan lånes hos Foreningen for Biodynamisk Jordbrug, tlf. 8619 9445.

* I modsætning til den såkaldt Grønne Revolution, der startede i 1970´erne, og som  bygger på nye hybridsorter (i praksis engangsfrø), monokultur og stort forbrug af kemiske sprøjtemidler. Patenterede GMO-afgrøder fra bl.a. Monsanto og Syngenta er det næste skridt i denne ”grønne revolution”.                                                                              

Klaus Loehr-Petersen