Seneste nyt - Forår 2014

Naturens egen forårets begyndelse er ikke en bestemt dato i kalenderen, men det er, når naturen vågner fra dens vintersøvn. Nogle år tidligere end andre, nogle gange senere. Sidste år var marts en af de koldeste måneder; i år er den en af de varmeste. Lige så fleksibel som naturen skal man også være som gartner. Personligt foretrækker jeg en varm vinter og tidligt forår i stedet for en kold en af slagsen med følgende sent forår.... En vinter uden alt for meget frost betyder mindst gener i mit daglige arbejde med f. eks en frossen jord, alt muligt som skal holdes frostfrit, og en torvebod, som ikke ligefrem trives i frost og sne. Og et tidligt forår betyder, at arbejdet kan startes 'i god tid'; der er simpelthen længere tid til at gøre arbejdet, dvs. mindre stress og jag!!

Selv om foråret så er tidligt, behøver det ikke at betyde, at jeg også har tidlige grøntsager. Jo, nogle afgrøder er lidt hurtigere, men de er mindst lige så begunstigede af den varme vinter. 

Drivhusets temperatur er meget afhængig af, hvor meget solen skinner, og selv om luften er varm, er jordtemperaturen alligevel ikke 'på højde'. Mange grøntsager har en lang væksttid, så for dem er det lige så vigtigt, hvad vejret i de kommende måneder bringer.. Lige nu har jeg plantet de første tomater, men hvis april og maj bliver solfattige og kolde, ja, så kommer der i hvert fald ikke tidlige tomater osv. Ligeledes skal jeg ikke komme for tidligt ud på grøntsagsmarken; risikoen for at der kommer en kold regnvejrsperiode og ødelægger de tidligt såede frø er for stor.

Og hvem har ikke haft sat kartoflerne for tidligt, så en (sen) nattefrost kom og sved hele toppen af?!

Seneste nyt

Januar – februar 2012

Januar er den måned, hvor roen for alvor lægger sig over Gartneriet Rødmose...
Efteråret igennem skal der høstes ind, ryddes op, pløjes mv. December er lidt stresset: julehandel, stadigvæk mange grøntsager, en evt. truende vinter mv. Efter jul er det, som om der lægger sig et beroligende tæppe omkring een. Dagene er selvfølgelig korte, vejret indbyder måske ikke til det store. Men det er jo ikke så forskelligt fra december, så hvor kommer forskellen fra? Pludselig er der ikke mere noget, som for alvor haster, bare trænger til at blive gjort eller på anden måde er presserende... Ikke fordi der ikke mere er noget at lave; det er mere som om det pt. ikke er så vigtigt  at få gjort i en fart! Et underligt fænomen!
Og det er dejligt at kunne give sig hen til den ro, som opstår i sindet efter julen... Dejligt at kunne sidde lidt længe om morgenen med kaffen, fordybe sig i en bog (pt. Kristendommens opståen og videre gang fra år 100 til nutid i området øst for Mellemøsten, dvs. fra Irak hen til Kina. Kristendommens forhold til islam mv.). Bøger, viden, gerne med / ud fra antroposofisk - Rudolf Steiners - verdensanskuelse. I ro at kunne hengive og fordybe sig i bøgerne gør, at begrebet ferie omdannes fra 'ud og rejse' til 'ind og rejse'...(og så overlader jeg det til jer læsere selv at finde ud af, hvad jeg mener med det).

'Godt begyndt er det halve arbejde'  oversættes hos mig til at hengive sig til januar-roen.
Dyrene passes, fodres, lukkes ind og ud. Der muges ud - gødning til denne sæsons grøntsager eller, efter endt kompostering, først til næste år. De nyindkøbte Orpington-høns (en lille flok på 8 stk.) flyttes lidt rundt i drivhusene, så at 'skade'dyrene får lidt kamp til stregen. Torvedagene passes; der høstes stadig porrer, rosenkål og savojkål på marken. Også jordskok og pastinak kan graves op, når det ikke regner eller fryser. Desværre er det slut med grønkål. Lidt reparationer og ændringer i drivhusene: noget jord skal flyttes, plastik-isoleringen i det opvarmede, frostfrie mellemhus skal fornyes, et specielt 'varme-bord' til tidlig såning af tomater, porrer mv. laves. Der begyndes så småt at køre gødning ind, som skal graves ned, og højbedene skal etableres. Et stykke læhegn er fældet for at give mere luft og lys til frugttræerne; stammerne og grenene skal fjernes. Frø-bestillinger; 2011-regnskab. Jo, der er nok at lave. men alligevel ikke noget, som haster, synes januar-roen at sige til mig.
Dog allerede nu her i slutningen af januar begynder der en lille trang til virke at mærkes. Først i februar, når lysets tilbagekomst er rigtig tydelig, omsættes det i følelsen: 'Nu skal der ske noget!'
For samtidig at konstatere, at man alligevel ikke fik gjort de ting, som man godt kunne have gjort i januar!

Midt i februar varmes drivhusene også allerede godt op af solen: fingrene vil gerne i jorden, kan de første radiser sås? Nu SKAL jorden graves for at være forårsklar, som jo i drivhuset er omkring 1. marts. Dér skal mellemhuset varmes op; de tidligt såede tomater, porrer mm kommer ud af deres kuvøse; masser af peber, flere tomater, krydderurter, porrer, selleri, kål, salat mm forspires/sås. Gulerødder, rødbeder, spinat mm sås i de store drivhuse.

Året kører igen..! April:  alt muligt prikles eller pottes om/op eller plantes, bl.a. tomater. Der skal luges og bindes op. Maj: dyrene skal på græs, markerne sås/plantes til, drivhusene kører i femte gear. Juni:… Juli: i marken og hakke ukrudt: rytmisk at bevæge hakken eller lugejernet. Stille og roligt, i solen, arbejde sig frem, række efter række. Igen en slags 'ind og rejse'! Nu ikke indenfor husets fire vægge, men ude i det fri.
Derefter efterårets indhøstning og travlhed.
Om foråret bringes planterne ud og plantes ind i jorden. Om efteråret høstes frugterne fri af jorden og bringes ind. En skøn årsrytme, som alle på en måde deltager i: alle føler jo en trang til at komme ud om foråret og krybe lidt mere ind i sig selv om efteråret.
Heldigvis kan jeg i mit arbejde finde tidspunkter til at 'rejse ind', så at ordsproget 'godt begyndt er halvt fuldendt' kan fyldestgøres..
Med tak for det forgangne og med de bedste ønsker for det nye år.
Endrik
PS.  Overvej at rejse lidt mere ind og lidt mindre ud.  Det gavner...

Så der er kun én ting at gøre: det er at tage den med ro, arbejde sig langsomt frem; foråret er jo langt endnu og så nyde naturens opvågnen: Fuglekoret om morgenen er en gæsteoptræden på den kongelige scene værdig. Et mirabelletræ i fuld flor besøgt af utallige bier: at stå under det, opleve duften og lyden: en naturlig måde at blive 'høj' på!! Alt det grønne som pibler frem: hvor kommer det egentlig af? Forundringen råder!!

Et rigtigt naturens opvågnen!! Naturens væsen stræber udad og vi med den. Derude møder det åndens væsen: et møde og en forening: Visdommen råder!!

Nu kan jeg selvfølgelig ikke blive ved med hele dagen at nyde og filosofere; arbejdes skal der også: dog hvis man gør sig ovenstående bevidst og levende og bærer det så at sige med sig i dagligdagen, løfter man sig selv og arbejdet op til et stadie, hvor arbejde ikke mere opleves som arbejde, hvor der skal tjenes penge i ens ansigts sved; men man oplever en frihed og glæde i arbejdet, som mange gange overskygger udfordringerne i dagligdagen!

Nå, tilbage til arbejdet... Som i alle de forgående forår bliver der sået og plantet på livet løs: i potter, kasser, speedlingsbakker, i drivbænk, i jorden: alle de planter, jeg bruger i årets løb, 'laver' jeg selv (dog stort set alle frø køber jeg). Alle tomater, peber, porrer, selleri, kål, fennikel, krydderurter, salat, osv. osv. forsåes og bliver plantet ud senere; nogle sorter prikles til større potter, for så at blive plantet ud.

Mellemhuset, det lille opvarmede drivhus mellem de to store, som jeg også plejer at kalde 'min børnehave', er fyldt op til bristepunktet med småplanter. Godt at pædagogernes fagforening ikke kommer på besøg med den belægningsgrad, jeg har derinde...<xml></xml>

I de store drivhuse bliver de nu store overvintrende grøntsager løbende høstet, jorden gødes med dejligt livgivende komøgs-kompost og nye grøntsager sået/plantet: radiser, spinat, koriander, dild, salat, fennikel, tomater mm. Højbede graves til peber og auberginer, men først kan de plantes til med salat, for derefter at give plads til førnævnte planter.

Til de mange småplanter skal der bruges en del plantejord: den skal også 'laves'. Som plantejord blander jeg selv 3 dele kompost (helt formuldet planteaffald) med 1 del spagnum; dertil lidt kalk og noget økologisk kvælstofgødning (tørret lupin-granulat). En god hjemmebryg til mine små... !

Derudover er der altid en del oprydning efter den foregående sæson, både indenfor og udenfor. Det er vanskeligt at 'holde orden' i løbet af efterår og vinter: kræfterne og vejret er ikke til det.... Så falder det lidt lettere om foråret. Det er vel ikke for ingenting, at det hedder forårsrengøring!!

Snart skal elhegn til kreaturerne og gederne repareres/laves, og så starter dyrkningssæsonen udenfor med at sætte løg samt plante de første tidlige spidskål og broccoli mm.... Godt at jeg har 25 års erfaring: så er det ingen overraskelse mere, hvad der kommer af arbejdsopgaver til en.<xml></xml>

En stor glæde i dagligdagen er de frivillige, som kommer og giver en hånd med: sidste år var der flere, som kom, enten i en længere sammenhængende periode eller nogenlunde fast på en bestemt ugedag. Også i år er der allerede en par stykker, som kommer og giver et par timer om ugen, formiddag eller eftermiddag... En dejlig hjælp i dagligdagen, hvor der lige kan gøres lidt 'ekstra'.

Rigtig dejligt er også en fornyet interesse for besøg/rundvisning på gartneriet: skoleklasser, institutioner og alle mulige andre grupper. Det tager tid og energi, men det giver mindst lige så meget tilbage. Begejstringen vi har i og for det daglige arbejde på gartneriet bringes over på de besøgende, som kvitterer med....?? Ja, med hvad egentlig? Det er forskelligt fra person til person. Nogle bliver smittet af begejstringen, øjnene begynder at lyse, andre kommer igen som kunder, andre igen ser man ikke noget på. Og dog, måske langt inde, måske om nogle år kommer de i tanke om noget, jeg har fortalt...

Det er ligesom at dyrke grøntsager og at så frø: nogle frø tager langt tid om at spire; andre spirer og bærer hurtigt frugt såsom radiser; igen andre spirer frem, men bærer først frugt om mange år ligesom træer.

Tja, vi er vel og forbliver gartnere her på Gartneriet Rødmose, i alle henseender...!

Med ønsket om et godt forår

Endrik

Vinter 2013-14

Det er efterhånden længe siden, at et nyhedsbrev er udkommet. Det var i juni, op til torveflytningen til Tønnesgade.

Mange har da også længtes efter at høre lidt nyt om/fra gartneriet/gartneren. Som et lille plaster på såret lykkes det at komme ret jævnligt (ca. 3 gange om måneden) med vores lille nyhedsmail, som kort omtaler livet på gartneriet og nogle aktuelle grøntsager og frugter. Tilmelding til denne nyhedsmail foregår via forsiden

 

Det er nu ikke fordi, at jeg har ligget på den lade side, at der ikke er kommet noget nyhedsbrev; næsten tværtimod: der har bare været så meget at lave, at tiden nogen gange er knap, hvis også nattesøvnen skal passes. Før omtalte flytning har haft en meget positiv indflydelse på kundetilstrømningen. 'Folket' på gågaden fanges af torvestanden tæt op til den, med et udstillingsbord af sæsonaktuelle frugt/grønsager - og Tønnesgade fungerer som sive-gade til boligkvartererne bagved. Omsætningen har taget et spring opad og dermed nok også indtjeningen. Men nu må I nok ikke forestille jer, at jeg inden længe er millionær: gælden er der stadigvæk; udgifterne fortsætter med at være der, og mange af dem stiger jo stille og roligt... Men en dejlig forbedring er det dog under alle omstændigheder!!

Flytning og øget salg har da også stillet nogle ekstra krav til 'os på gartneriet' og vel nok især mig som bærende element: hvordan skal torveboden stå (rent fysisk i den smalle gade); hvordan skal grøntsager/frugt stå ift. kunderne, hvordan 'udnyttes' pladsen optimalt; opstillingen skal være indbydende; bemandingen i boden skal tilpasses de nye forhold. Der skal også flere varer med i bilen; hvor meget af hver osv... Det skal høstes og pakkes ind og ud af bilen... En ændret planlægning alle steder...

Hele efteråret har bilen været fyldt til bristepunktet. Dermed kommer vi faktisk ind på en lille ny, i øvrigt meget 'spændende' problemstilling: hvis salget til næste forår stiger endnu mere, så er bilen for lille!! Hvad så: en nye en med trailer eller hvad...??  Min gamle skal udskiftes under alle omstændigheder indenfor et år, så de flere-tjente penge skal nok få ben at gå på..., hvis ikke jeg i forvejen vidste, hvad de skulle eller kunne bruges på...!

Heldigvis har dyrkningsåret været rigtig god til at forsyne alle nye og gamle kunder rigeligt med biodynamisk grønt fra egen avl: drivhusene har bugnet med grøntsager, både i foråret med masser af grønt og sommer og efteråret med masser af tomater, peber mm; derudover alt det grønne, som kan dyrkes der... Og ALT er blevet solgt; eller med andre (gartner-)ord: kompoststakken har sultet..! Den dejlige sommer var også frilandgrøntsagernes livret: lerjorden her holder godt på vandet, hvis man altså bearbejder den rigtigt, og varmen bekommer grøntsagerne godt. Det lune efterår har så rigtigt fået mange af de sene grøntsager til at fortsætte væksten: både porrer, savoj- og spidskål har fået enorme størrelser! Så stor at nogle, som kommer forbi på torvet, standser op og tager billeder med deres smartphones; andre spørger, hvor meget kunstgødning jeg har brugt..!!

På gartneriet har der sæsonen igennem været mange gæster af enhver slags: frivillig hjælp i flere omgange, rundvisninger af enhver art, åbenthus-dage...  En dejlig travlhed af mennesker, men dejligt også at en 'rolig' vintertid nu indtræder.

Lige nu bliver de sidste grøntager indhøstet og lagt på lager. På marken er der så kun jordskokker, porrer, rosen-, savoj- og grønkål tilbage. De gamle grøntsagsmarker og de nye til næste års avl er ved at blive pløjet. Pløjningen er både en afslutning af det gamle og et nyt begyndt... Et dejligt arbejde: at vende jorden om, den sorte muld kommer til syne og lægges beredt til næste forårs så- og plantning. Vinterfrosten mørner tilmed lerjorden og gør jordbearbejdningen næste år noget nemmere...

Drivhusene er næsten ryddet for alt gammelt. Men her er allerede forskellige afgrøder plantet til næste forår: løg, hvidløg, diverse salater. Lige nu står de og 'slår' rod; når varmen kommer i marts, gror de bare...!! Faktisk har jeg stadig en del småplanter stående, som venter på at komme i jorden... Jeg når det nok inden jul!!.  Lidt grønt til vinterhøst er der også, i håb om at frosten ikke bliver alt for hård, så al vækst går i stå.

Dermed er næste års planlægning i store træk gjort: inde i mit hoved findes grov-planen for, hvor meget der skal dyrkes hvor og hvordan; derudfra kan frø bestilles; fristelserne opstår, når de farvespækkede frøkataloger gennembladres, og vupti... drivhus, mark og arbejdskalender er igen fyldt til bristepunktet... Intet nyt under solen...!!

Hvis jeg nu skulle komme til at kede mig i vinterens løb, forestår der især noget drivhus-reparations-arbejde: Oktoberstormen tog en del ruder, så især det første drivhus har 'lidt-meget' gennemtræk. Derudover skal en ny hestestald laves (Vera, fast arbejdskraft på gartneriet, bygger nemlig sin egen lejlighed i den gamle), og køerne skal have etableret et lille løsdriftsareal i min gamle ladebygning. Jo, der er altid noget at tage fat på...

Som sagt før er der også på torvet nok at tage fat på! så meget at vi nogle gange ikke engang har tid til at snakke med kunderne (...). Og 'vi' er også blevet en del flere: mig (fast inventar), Else Marie (næsten pensionist, på lørdagene bliver hun derfor en sjældnere gæst), Gabriel (yngste mand og yngste søn), Casper (nybagt 2.gangs far), Niels (lun sjællænder fra Give), Birtha (frisk og frejdig), Jytte ('sælger' grønkål og smagsprøver i eet væk), Ejler (stiller 'bare' op), lejlighedsvis Ruth Marie og Brita og andre (måske dig?...). Mange hænder som gør det muligt hver torsdag og lørdag at forsyne Vejle med bæredygtige økologiske/biodynamiske grøntsager og frugter!

Naturen har trukket sig tilbage; planterne lever nu deres 'hemmelige' liv i jorden. Derude er vinter (altså i teori..) med frost, stjerner og sne - krystallernes tid. En tækningens tid: de krystalklare tanker!! I denne tid falder Julen, lysets og fredens fest, Jesu Kristi fødsel. Lad dens varme gennemstrømme disse tanker, så de ikke forbliver kolde og golde!!

Med ønsker om en god jul, godt nytår og en god vinter.

Endrik Maat